 |
 |
|
Smedien ca. 1894 |
Smedeboligen (2002) |
Taarup Smedie
|
|
|
Smedien ca. 1894 |
Smedeboligen (2002) |
Den
1/3 1877 startede Hans Simon Larsen sin smedevirksomhed i Tårup. Hans
Simon Larsen (1851-1909) var søn af tømrer Lars
Rasmussen og Kirstine Hansdatter, dattersøn af smed
Hans Simonsen, Dalby. Hans hustru, Ane Marie Rasmussen, var fra Bullerup.
Deres 11 børn voksede op i den lille smedebolig. Desuden boede den tidligere
smed og hans husholderske, Marie, på aftægt i huset. Under Hans Simon
Larsens søn og sønnesøn, Aksel Larsen og Helge Larsen udviklede
smedien sig til den omfattende virksomhed "Maskinfabrikken Taarup" i
Kerteminde. (I dag "Kverneland A/S").
Hans Simon Larsens enke blev efter hans død boende i smedeboligen, hvor der
blev indrettet en Brugs, som hun passede sammen med en datter. Da Aksel Larsen
flyttede sin virksomhed til Kerteminde, købte den yngste bror Viggo Larsen hans
villa i Tårup og indrettede gartneri i den gamle smedie. Da hans hustru
Louise overtog Brugsen, blev den flyttet til villaen. Smedeboligen ejes i dag af
Viggo Larsens datter og svigersøn.
Om Taarup og Taarup Smedie omk. 1877
 |
| Taarup Smedie omkr. 1900 |
(Af:
Rasmus Jacob Larsens erindringer, Hans Simon Larsens ældste søn, f. 21/12
1878)
Lad
os se paa Forholdene, som de var, og paa Betingelserne. Huset var gammelt, der
var Lergulv i de tre smaa Stuer, og Vinduerne var smaa og med grønlige Ruder, i
Køkken og Bryggers var der Stengulv, og saa var der en mægtig Bageovn af Ler,
som først blev nedrevet i min første Barndom. I Enden af Huset var Kostalden
med Plads for en Ko, men alt var gammelt og forfaldent. Smedien var lille med en
Esse og Straatag, og Værktøjet var som alt andet i Taarup meget gammeldags.
Efter Handelsvilkaarene skulde den gamle Smed være paa Aftægt hos Far, d.v.s.
bo og spise hos ham, og det var jo nu den almindelige Maade at ordne slige Sager
paa; den gamle Smed havde en Husholderske, som paa den Tid var 44 Aar, og hende
skulde far ogsaa give behørigt Husly, men dog ikke Kost. Det vilde sige, at
Far, saalænge Husholdersken levede, ikke kunde sælge Huset, uden en eventuel Køber
samtidig overtog Forpligtelsen med Hensyn til hende. Paa den Maade kom 'gamle
Marie' i Fars Hus, og hun overlevede baade Far og Mor, idet hun først døde i
1928, hun var da 92 Aar, men om hende senere. Huset blev nu sat i Stand,
Kostalden revet ned og ombygget til Bolig for den gamle Smed og hans
Husholderske; og der blev lagt nye
Gulve i Stuerne og i Køkkenet, isat nye Vinduer og meget andet. Først blev
Boligen til de gamle indrettet, og i den første Tid spiste Far hos dem, og den
gamle Smed hjalp ham i Smedien. Men der var jo andre, der skulde sluttes Akkord
med end Jakob Smed, nemlig alle 'Mændene', d.v.s. Gaardmændene.
At
være Landsbysmed i de Tider og da navnlig mellem saa gammeldags Mennesker som
Taarbymændene var ikke saa lige til. 'Bylavet' havde sin egen Akkord med Smeden
og betalte Smedeløn omtrent paa samme Maade , som Præst og Degn fik deres Løn.
Hver Mand leverede visse Tdr. Rug og Byg om Aaret samt Føde til Smedens Ko og
hans Faar, ydede nærmere fastsat Kørsel o.l. Det var Smedens Løn. Naar der
arbejdedes for en Gaardmand, fik Smeden og hans Folk tillige Kosten i
vedkommende Gaard, og der blev herfra sendt en Karl til at hjælpe i Smedien
under Arbejdet; ud over disse Ydelser in natura skulde der betales for Kul og
Jern. Mange kom selv med Jernet, for en Smed kan jo lave gammelt til nyt. Saadan
havde det været i den gamle Smeds Tid, og Far fortsatte omtrent uændret, men
lidt ændredes der dog. Naar man lavede Kostalden om til Beboelse, kunde man jo
ikke holde Ko og Faar. Akkorden blev da, at man i stedet for Føde til Koen
leverede sød Mælk efter Tur hver dag paa Gaardene, og Faaret blev ligeledes
sat paa Omgang hos Mændene et Aar ad Gangen. Det var en Ordning, som blev til Bøndernes
Fordel, da Landbrugspriserne faldt, men Far blev dog ved med den gamle Ordning
lige til 1896, da han opsagde sin Akkord.
Smedens
Stilling var jo noget for sig i gamle Dage; Smedene indtog i de gamle
Landsbysamfund en Stilling helt for sig selv. De var en slags Embedsmænd som Præst
og Degn, og blev ved Gilder og andre Sammenkomster betragtet derefter. Sad Præsten
øverst til Bords, var Degnen ved hans højre og Smeden ved hans venstre Side.
Og en rigtig Smed skulde have Forstand paa næsten alting angaaende Dyr og alle
Slags Redskaber. Han var saaledes en slags 'Klog Mand', særligt med Hensyn til
Heste, og mellem de gamle Redskaber, Far overtog,
var da ogsaa Apparater til Aareladning: Ladestaal og Ladekøller til Hestenes
Aareladning, Apparater til Klinkning
o.s.v. Alle disse primitive Redskaber havde man endnu i min Barndom, men jeg ved
nu aldrig af, at Far virkede som 'Klog Mand' i alm. Forstand; men Folk spurgte
ham til Raads om snart sagt alting.
Saadan var Forholdene altsaa i den gamle Taarup Smedie, da Far begyndte sin Virksomhed der. Og Kundekredsen 'Mændene' var jo, som nævnt, meget langt tilbage, alt stod stille. Der er ingen Gennemkørsel i Byen, og den ligger helt for sig selv, for en Del kom vel Vedhængningen ved det gamle heraf. I aandelig Henseende var der ligeledes Dødvande. Man gik i Mesinge Kirke, saadan som man tilpas kunde være bekendt, men mindst muligt, og til Alters to gange om Aaret, Gaardfolk paa Hverdagsaltergangene og Husfolk paa de almindelige Søndage. Bryllup, Barsel og Begravelser foregik, som det var foregaaet i mange Aar; en 'Skaffer' gik rundt og indbød ved en bestemt højtidelig fremsagt Formular, som han afleverede staaende inden for Døren med Huen i Haanden, Bylavets Folk til at deltage i de forskellige Højtideligheder og dertil hørende Spisninger, og Folk mødte i den til Begivenheden svarende Stemning. Paaklædning var der ikke saa megen Tvivl om, det var 'Kisteklæderne', som jo kun ellers kom frem ved de ovennævnte Altergangsdage. Almindeligvis gik jo alle i Hvergarn og Vadmel, selvfølgelig af egen Tilvirkning..............." (Citat slut)