Landsbyen Sødinge
893 Tdr. Land = 80 Tdr. 7 Skp. 3 Fdk. ½ Alb. med 150 Indbyggere 1787.
Sødinge
er ligesom Ringe og Boltinge en By fra Jernalderen, og Navnet betyder Folk ved
Søen.
I vor Tid kan vi ikke uden videre finde nogen Sø ved Byen, men i Begyndelsen af
1800-Tallet var der tydelige Spor af Søen, der strakte sig fra Gadekæret ud
over Vengeløngen, Højelung, Damshaverne, Hislorum, Brededam og Lammehave Mose.
En Rand af lave Bjerge har omkranset Søen, nemlig mod Nord Viges Bjerre, mod
Øst Borrebjerg, Møllebjerg og Borebjerg samt endelig mod Syd Røgenhøj.
Hislorum var engang en Ø ude i den vandfyldte Sø. De nordligste Gaarde i Byen
har oprindelig ligget paa en Halvø, der skar sig ud i Søen. De udgør den
nederste Del af Byen og kaldes Nederbyen. Her maa vi antage, at den første
Bebyggelse har været, og Sødinge har været det selvfølgelige Navn til
Beboerne paa dette Sted. Da Byen voksede, var der ikke Plads til flere Gaarde
mellem Borrebjerg og Søen. Saa byggede man oppe bag Møllebjerg østen for
Borebjerg, og saaledes opstod Overbyen. Den Dag i Dag er Sødinge tydeligt delt
i disse to Bydele. Borrebjerg Øst for Nederbyen og Borebjerg Vest for Overbyen
maa være det samme Navn og har været Betegnelse for Højderne paa den østlige
Søbred, hvor Bønderne bor.
Sødinge har et Sagn fra Den sorte Døds Tid. Der fortælles, at under denne
Byldepest uddøde alle Mennesker i Sødinge paa to nær: en Mand og en Kvinde,
der bosatte sig paa Henriksgaarden, Matr.Nr. 17.
Svenskekrigen 1657-59 var en frygtelig Katastrofe for Sødinge. Af et Pantebrev,
som Kongen udstedte 1661, idet han pantsatte sine Indtægter af Sødinge,
fremgaar det, at af Byens 19 Gaarde laa de 10 øde, og de 3 var afbrudte; den
ene af disse blev nok aldrig genopbygget.
('Ringe Sogn. Historie og geografi.'ca 1946)