 |
|
Knud
Rasmussen og søn, |
Knud Rasmussen
(Af:
Anders Uhrskov: 'Friskolefolk' I og II , udg. 1931.)
|
|
Knud
Rasmussen og søn, |
Om
Knud Rasmussen, Sødinge, siges der, at han var en af de ædleste og bedste
Kræfter, der har arbejdet i den grundtvigske Friskole. Han var den »fødte«
Lærer. I en tidlig Alder blev han »opdaget« af Kold, der forudsagde, at han
vilde »komme til at lyse som en Stjerne paa Friskolens Himmel«, en Udtalelse,
som Knud Rasmussen selv fandt var en Ydmygelse for ham.
Han
blev født den 10. Juli 1837 i Sødinge ved Ringe, hvor hans Far ejede et lille
Husmandssted. Han var en stille og følsom Dreng, der var meget modtagelig for
Indtryk, opvakt og lærelysten; men Almueskolen i Ringe, hvor Udenadslæren og
Prygl var den daglige Kost, havde ingen Næring at byde hans lille, hungrende
Barnesjæl. Den fandt han derimod i Bøgernes Verden, hvor han allerede i
Barneaarene stiftede Bekendtskab med Ingemanns Romaner, Sakses og Snorres
Krøniker og Bibelen, som han læste igennem fra Ende til anden inden sin
Konfirmation.
I de unge Aar kom han paa den lille Højskole, Jens Schjørring havde oprettet i hans Fødeby (Sødinge), og her lærte han bl. a. at kende de to senere saa bekendte Politikere, Anders Tange og Klaus Berntsen, der blev hans bedste Ungdomsvenner. Han kom meget i Kirke hos Birkedal i Ryslinge og blev stærkt grebet af hans varme og opløftende Prædiken som af hele Menighedslivet der. Kold kom af og til paa Besøg i Sødinge, og en Aften i 1858 havde Knud Rasmussen Lejlighed til at være sammen med ham, og han blev nu opsat paa at komme paa hans Højskole. Han maatte dog først til København og være Soldat, og her fandt han sin største Berigelse ved at komme i Vartov og høre Grundtvigs Prædikener og den vidunderlige Salmesang, der gjorde et næsten overvældende Indtryk paa ham. Han kom ogsaa i Forbindelse med Grundtvig selv, »der talte med mig saa jævnt og hyggeligt som en Far med sin Søn«, skriver han. Paa Tilbagevejen aflagde han et lille Besøg hos Ingemann i Sorø, og da han kom hjem, blev han Hjælpelærer hos Schjørring i Friskolen i Sødinge.
Han
var nu klar over, at han vilde være Friskolelærer, og efter et Ophold paa
Kolds Højskole i Dalum blev han Lærer i Egebjerg
Friskole. Det varede dog ikke mere
end et Aars Tid. I 1864 rejste Schjørring til Vestjylland for at overtage en
Præstegerning i Hodde og Tistrup, og Knud Rasmussen blev opfordret til at
overtage Friskolen i Sødinge efter ham. Han fulgte Kaldet og købte Skolen,
hvortil hørte et lille Landbrug, og nu begyndte han den Gerning, han skulde
fortsætte lige til 1890. Han holdt Bryllup med sin Fæstemø, Marie
Jensen fra Kertemindeegnen, en mild
og livsfrisk Pige, der blev ham en god og trofast Støtte under de tit trange og
vanskelige Kaar, de kom til at virke under. Herom skriver han i sine
Erindringer:
»Lærerlønnen var kun lille (ca. 400 Kr.), og da jeg efter to og tyve Aars
Tjeneste forlangte Lønnen sat op til 600 Kr., var det svært at blive enige
derom. Det viste sig dog, at Skolen var bygget paa Sandhed og Kærlighed og
kunde taale en Rystelse. Jeg er glad ved, at jeg aldrig i de Timer, jeg holdt
Skole, nogen Sinde tænkte paa de trange Kaar og blev nedtrykt deraf; derfor
sørgede gode Aander, som jeg saa mangen god Gang følte var mig til Tjeneste.«
Det er ikke enhver Friskolelærer, der kan sige det.
Knud
Rasmussen var en stilfærdig og rolig Mand, der tog sin Lærergerning alvorligt
og dygtiggjorde sig til den ved et grundigt Selvstudium. Han blev efterhaanden
en kundskabsrig Mand, der f. Eks. var dybt fortrolig med Grundtvigs Skrifter,
især hans Salmer og Sange. Han havde megen Sans for Poesi, og selv havde han en
lille poetisk Aare og skrev Sange og Digte. Han læste store historiske og
teologiske Værker paa Norsk og Svensk saavel som paa Dansk; men det var ikke en
Lærdom, han pralede med.Knud Rasmussen var en ydmyg og from Mand, der fandt sin
rigeste Kilde i Menighedens Liv, og som aldrig tillagde sig selv Æren for sine
Fortjenester.
Friskolelærer
Jørgen Nielsen, Nr. Lyndelse, kalder ham »en af vore allerypperste Børnelærere« og
skriver: »Hvor kunde han paa sin jævne og stilfærdige Maade fortælle for
Børnene og de unge! De glemte aldrig, hvad han fortalte dem. Jeg gik i
Forberedelse hos ham den Vinter, jeg fyldte 17 Aar, og kan tale med af
Erfaring. Jeg var inde i Skolen Dagen igennem, og de Timer, da han fortalte
Verdenshistorie, Danmarkshistorie eller Bibelhistorie, hører bestandig til mine
glædeligste Minder. Jeg havde aldrig før hørt navnlig Bibelhistorien fortalt
saa levende som den Vinter, jeg hørte Knud Rasmussen. Og han hjalp rigtig at
aabne mit Øje for, hvad Poesi er, for Poesiens Herlighed. Han var jo selv en
poetisk Natur. Alle kender Slutningen, han har sat til Sangen: »Naar Solen ganger
til Hvile«.
Men
Længslen har ingen Vinge,
ej Kræfter til Himmelflugt,
og dog skal Støv sig opsvinge
og smage Guds Haves Frugt.
Den Sag er Verden en Gaade,
men Hjærtet en Skat saa stor,
og Vingen er idel Naade,
os skænket i Troens Ord.
(Sønnen Rasmus Thorvald Knudsen blev senere præst i Ryslinge Valgmenighed)
Til Knud Rasmussens slægt (hans oldefar Christen Jeppesen)