 |
| Jens Hansen |
Jens Hansen og Maren Hansen
|
| Jens Hansen |
Jens
Hansen, f. 28/8 1831, d. 1/4 1895, blev gift 29/9 1865 med Maren Hansen, f. 8/9
1833, d. 22/5 1916, datter af Hans Jensen Holm og Dorthea Kirstine Henriksdatter,
Gultvedholm , Kværndrup sogn. De fik 6 børn. Jens Hansen købte en gård i
Vesterskov, Søllinge. Siden arvede han sin ældre halvsøster Kirsten
Hansdatters og Hans Hansens gård i Bolteskov. I årene 1886-1888 var han
sognerådsformand i Søllinge.
I forbindelsen med krigen blev Jens Hansen genindkaldt som soldat i 1864, 33 år gammel. Han deltog den 18. april 1864 i slaget ved Dybbøl, som førte til danskernes endelige nederlag og afståelsen af Sønderjylland. Povl Hansen fortæller om hans hjemkomst til Sødinge og gengiver her sin morbror Jens' egen tragiske beretning:
Krigen
1864
Nederlaget ved Dybbøl
Så
var det en dag i det tidlige forår, luften var så frisk og så forårsmild,
dog uden solskin. Vi opholdt os tvært imod hjemmets sædvanlige regel ude på
landsbygaden både far, mor og vi børn, ja vist hele husstanden. Og det var
ikke alene fra vor gård, der var udvandring, det var fra alle gårde og huse i
byen; det var som ingen i dag kunde udholde ensomheden i deres eget hjem, alle
måtte ud og dele spændingen med hverandre. Ja, ti spænding det var der. Man
kunde nemlig den formiddag høre kanontordenen ovre fra Dybbøl som aldrig før.
Morbror Hans, der havde været med både ved Frederits og Isted, lærte os
børn, hvorledes vi skulde lægge øret mod jorden og lytte. I den stilling
forstærkedes lyden betydeligt for os, det lød, som om lange vognrækker kørte
over en bro langt borte eller som vedvarende torden på lang afstand. »I skal
se, at i dag stormer de«, sagde morbror Hans. Ingen sagde et ord til svar; han
var her en autoritet. Men uhyggen knugede os alle og har naglet dagen fast i mit
minde.
Ja visselig
stormede de, og kort efter hørte vi da også, at Dybbøl var falden. En stor
del af hæren førtes nu over til Fyn, og iblandt dem var også morbror Jens.
En af de nærmest følgende dage stod jeg og flere af vor familie igen ude på
bygaden og talte sammen. Da kom der henne fra landevejen en soldat gående ind
mod byen. Da han kom nærmere, viste det sig at være morbror Jens. Men hvor så
han dog forandret ud, og det var ikke blot det svære sorte fuldskæg, der nær
havde gjort ham ukendelig for os. Han så mager og bleg ud, og det muntre og
milde smil, der ellers havde ligget om hans mund, var borte. Hans udseende var
bleven så underlig strængt ligesom forstenet.
Også hans dragt bar kendelige spor af den vilde færd, han nys var kommen fra;
den var flænget af flere kugler fra Dybbol. Det sidste jeg lagde mærke til, da
han gik ind gennem hjemmets port hinsides gaden, var et rundt hul, som en
geværkugle havde lavet gennem det ene bukseben.
Jens blev hjemme i nogen tid; men han holdt ikke af at »fortælle fra krigen«.
Lidt fik vi dog at høre. Han og en god ven af ham Jens Kristian Berntsen
(ældre broder til Klaus Berntsen) havde holdt sammen på tilbagetoget fra
Danevirke, fortalte han. Kun den yderste kraftanstrængelse havde reddet dem. De
havde aftalt, at de vilde stå sammen, i hvad der så måtte komme; bægge vilde
de føre marchen til ende ved fælles hjælp eller, om dette var umuligt, da
bægge blive tilbage til død eller fangenskab.
Under forsvaret af Dybbøl i den følgende tid blev det mere og mere sådan, at
soldaterne ikke måtte besvare Tyskernes ild mod skanserne, idet alt skulde
spares til stormens øjeblik for at have noget at møde fjenden med. Dette
forstod soldaterne ikke eller vilde ikke godkende rigtigheden deraf. Det måtte
være et nyt udslag af forræderiet fra Danevirke. Mange af folkene var herover
meget ophidsede, fortalte morbror, og en af de sidste dage på Als kom det til
et uhyggeligt optrin ovre i Sønderborg. Regimentet skulde over i
Dybbølstillingen en dag, før det egentlig var deres tur, og denne
omstændighed bragte misfornøjelsen til udbrud. Mod nogle enkeltes indsigelse
vedtog soldaterne, at de ikke vilde rykke over i stillingen igen, undtagen det
løfte blev givet, at de måtte gengælde Tyskernes ild efter bedste ævne.
Det kompagni Morbror Jens hørte til blev under den følelige mangel på
officerer kommanderet af en lieutenant, der ingenlunde hørte til de vel lidte.
Da der nu kommanderedes ret og gevær i hvil for at marchere af, råbte
mandskabet, at de ikke vilde gå et skridt, før de havde fået tilladelse til
fra Dybbølstillingen at besvare fjendens ild. Lieutenanten lod imidlertid som
ingenting og kommanderede »march«!
Morbror var højre fløjmand i første geled; lige bag sig som fløjmand i andet
geled havde han. en kæmpestor smed oppe fra Nordfyn. Han og Jens havde været
meget uenige om den tagne beslutning. I det morbror hele tiden havde holdt på,
at i hvor vel han var lige så forbitret som de andre over den tvungne
uvirksomhed i løbegrave og skanser, så mente han dog, at det var et aldeles
utilbørligt middel, soldaterne her greb til: at nægte lydighed, og han havde
derfor åbent sagt, at han hverken vilde eller kunde underkaste sig den tagne
fællesbeslutning. Han vilde gå fremad, når der blev kommanderet, ligegyldigt
hvad så kammeraterne vilde synes eller gøre. Trusler blev ikke sparet; men han
ænsede dem ikke.
Da kompagniet altså nu stod opstillet med gevær i hvil og netop skulde frem,
bøjede den vilde, ophidsede smed sig frem mod morbror Jens og hviskede:
»Dersom du vover at gå frem, når kommandoordet lyder, så planter jeg min
bajonet i ryggen på dig«.
Jens svarede tilbage: »Har du nogen sinde set mig gå tilbage, når der har
været kommanderet frem, så værsgo, stød bare til!«
”March”! lød det fra lieutenanten og morbror og nogle ganske få andre
spredt ned ad geleddet »parerede ordre« og gik frem; men da de andre blev
stående, standsede de efter at have taget nogle få skridt.
Morbror hørte smeden brumme som en bjørn; men bajonetten mærkede han dog
intet til.
Da lieutenanten vejrede »mytteri«, blev han som ude af sig selv af raseri. De
værste trusler, eder og forbandelser væltede ud af hans mund, mens han trak
sablen og råbte, at den, som vovede at blive stående, når han kommanderede
march, skulde han flække hovedet på, og atter kommanderede han march.
I stedet for at lyde bøjede nu bægge kompagniets fløje sig sammen om den
harmdirrende lieutenant, og et fælt, skingrende hurra slog ham i møde fra alle
sider.
En af de gamle underofficerer, som øjeblikkelig havde opfattet stillingens
alvor, opsøgte i største hurtighed regimentschefen, den af soldaterne
beundrede, næsten elskede Wörrishöffer.
Nu kom han og det i en kariére, så ilden splintrede fra hestens sko. Udfor det
uordnede kompagni standsede han med et ryk hesten, så den stod. Mand og hest
var uden en bevægelse.
Ved det første glimt af chefen standsede eder og forbandelser fra lieutenantens
ligblege læber, og hurraerne blev hængende i mandskabets hals.
Der blev musestille.
Så løftede den lille oberst sig i stigbøjlerne og sagde med en stemme, der
sløredes som i sorg: »Soldater, hvad vil jeres koner og kærester sige til
det, I her har for«!
Ingen svarede. - Den samme stilhed. -
Da satte Wörrishöffer sig fast tilbage i sadlen og med en stemme, der rungede,
tog han nu kommandoen: »Træd an! Ret! Gevær i hvil! Kompagni march«!
Som ved et trylleslag farer foden frem, den sættes i stenbroen, så det
gjalder, og som til en parade afmarcherer de nys
så balstyrige soldater over i skansen for et par dage senere at møde
stormen.
»Wörrishöffer talte altid til vor æresfølelse, derfor kunde han få os,
lige hvorhen han vilde«, sagde morbror Jens. Regimentet fik plads ovre på
stillingens højre fløj og kom den 18. april først i lag med Preusserne, da
disse forsøgte på at afskære denne fløj tilbagetoget efter de sydlige
skansers fald.
Her oplevede morbror sin hedeste dag; mange af hans bedste kammerater blev den
dag liggende derovre på den blodige valplads. »Da jeg så mig tilbage op ad
slugten, vi nys var kommen igennem, da lå kammeraterne der omtrent så tæt,
som man ser hobene ligge på en mark, hvorpå der er kørt gødning ud«, sagde
han senere.
Det var kun en tarvelig rest af regimentet, der nåede tilbage til Als.
Især havde det tyndet vældigt ud blandt befalingsmændene.
Regimentet blev nogle dage efter overført til Faaborg for der atter at »completteres«
og forsynes med ny officerer. Det var med en underlig følelse at disse gamle
forstærkningsfolk modtog deres purunge nybagte befalingsmænd fra
officersskolen i København.
Det første møde mellem dem tegnede ingenlunde godt. Kompagniet stod opstillet,
da den ny lieutenant en m e g e t ung mand træder frem for fronten og betragter
dem med en nybagt lieutenants hele svimlende overlegenhed. Og nu brød der et
sandt hagelvejr løs: Om de trode, det var at stå ret, var det en måde at
holde geværet på, og hvordan så de ikke ud.
»Er det en dragt at møde i; kalder han det feltmæssigt påklædt«?
I det samme river han felthuen af morbrors hoved.
»Hvordan«, siger han, »hvordan har han handlet med huen, mand«!
Ja, så mænd; den så ikke allerbedst ud. Under stormen på Dybbøl havde et
granatstykke revet hele skyggen bort, idet det hvæsende fo'r ham forbi. Mens
flere geværkugler banede sig vej gennem hans kappe og øvrige tøj.
Morbror svarede, som sandt var, at det var granatstykkets værk.
Men da var pokker løs. Den lille nybagte slog en ustandselig, skraldende latter
op, idet han råbte: »Og sådanne løgne tror han, at han kan bilde folk ind,
nej sådan leger vi ikke, go' karl; men De skal snart få andet at vide«. O. s.
v.
Morbrors læber skælvede endnu, da han fortalte denne oplevelse for os.
»Sådan en spyttegøg«, sagde han, »jeg måtte bruge al den selvbeherskelse,
jeg ejede. Aldrig i mit liv har jeg været nærmere ved at lægge hånd på et
menneske end overfor denne spirrevip af en lieutenant.
»Men, sluttede morbror Jens af, »det kunde nu let have gået ham galt
ved samme lejlighed; ti da hans latter og spottegloser blev ved, begyndte der en
lydelig mumlen og knurren gennem hele kompagniet; og den lille mand vilde have
været om en hals, hvis ikke nogle besindige ældre underofficerer havde klaret
stillingen for ham og fået ham væk, til bølgerne atter havde lagt sig.
Ja, dette og meget andet fortalte morbror Jens. - Jeg er naturligvis klar over,
at når jeg nu her har kunnet gengive hans beretning så udførligt, da er det
fordi, jeg har hørt ham fortælle det til mig selv mange år senere; men selve
hovedindtrykket af den stammer dog fra hin første gang.
De frygtelige oplevelser havde taget forfærdeligt på den stærke morbror, ikke
alene var han som før sagt bleven bleg og mager; men det var som om noget var
gået i stykker eller bristet i ham. Jeg har en bestemt følelse af, at han
aldrig helt forvandt det, aldrig fik sin sjæls fulde spændkraft tilbage. Det
var, som om der fra den tid var kommen noget afdæmpet og smertelig tungt over
den før så livsglade mand".
........................................
Jens
Hansens og Maren Hansens børn:
1. Hans Henrik Hansen, f. 26/1 1867,
d. efter 1940 (ugift)
2. Frederik Christian Hansen, f. 23/6 1868, d. 10/1 1945.
3. Dorthea Kirstine Hansen, f. 2/9 1870, d. efter 1940 (ugift)
4. Erik Vilhelm Hansen, f. 8/6 1872, d...
5. Maren Elisabeth Hansen, f. 31/5 1875, d. efter 1940 (ugift)
6. Knud Thorvald Hansen, f. 3/5 1878, d. 10/5 1906 (ugift)
1. Hans Henrik Hansen overtog gården i Bolteskov 18/7 1808. Søstrene Dorthea
Kirstine og Maren Elisabeth blev ligeledes boende hjemme. Omkring 1940 solgte de
3 søskende, der alle var over 70, gården
til Jens Hansens brors sønnesøn Erik Hansen, som var søn af Sigrid Kirstine
Hansens bror, Hans Peder Hansen og Kirsten
Jensen Maegaard, Ryslinge.
2. Frederik Christian Hansen blev gift 5/4 1899 med Johanne Margrethe Andersen, f. 4/2 1873, d. 6/10 1916. Hun var datter
af gdr. Jørgen Andersen og Karen Marie Jørgensen, Rynkeby, Ringe sogn.
Frederik Christian var i 1906 bosat i Nørre Søby. Ved FT 1916 og 1921 var han
gårdejer i Gjestelevlund, Gjestelev sogn (8 børn).
4. Erik Vilhelm Hansen var
gift med Abelone Mary Marie Larsen. De boede i Odense, hvor han var var
ansat ved Fællesforeningen. (børn?)
6. Knud Thorvald Hansen var journalist, men døde, da han kun var 28 år gammel.
Tilbage til Hans Henrik Hansen
Til startside med oversigt