Til startside

4. slægtled 

Hans Henrik Hansen og Maren Eriksdatter
(Ane 20 og 21)

Brunstofte, Sødinge (2008)

Hans Henrik Hansen blev døbt 4/2 1776 og døde 7/6 1842. Han var søn af Hans Larsen og Karen Nielsdatter. Hans Larsen var fæster af gården Brunstofte, matr. 13 i Sødinge

Hans Henrik Hansen var soldat i København omkring 1800. Han var grenadér ved Kronens regiment og stod opstillet i 'Classens Have' under slaget på Københavns Red den 2. april 1801. Han blev hjemsendt  i 1804 og oplevede derfor ikke Københavns bombardement i 1807, hvor Classens Have spillede en særlig rolle, og  under hvilket måske en ældre bror (Lars) omkom, i hvert fald forsvandt han i København.

Da det var bestemt, at Hans Henrik skulle overtage gården i Sødinge, kunne han  på grund af faderens høje alder blive hjemsendt som 'gammelmandssøn', hvilket var  ret almindeligt dengang. Året efter hjemkomsten overtog han gården i Sødinge.

Han  var næsten 30 år, og forældrene så gerne, at han giftede sig. Han  ville gerne have været gift med en pige fra Sdr. Nærå, men det kunne ikke blive til noget. Han havde svært ved at glemme sin første kærlighed og havde derfor ikke lyst til at blive gift foreløbig.

Men da hans gamle forældre pressede på, blev han 8/11 1805 gift med Karen Marie Thygesdatter uden åbenbart at have de store følelser for hende. Som gammel mand fortalte han sin søn Hans Hansen flg.: "Åh Hans, den aften jeg dengang holdt ja-gilde, da var det, som om gården brændte over hovedet på mig".

Karen Marie Thygesdatter,f. 1780, d. 9/2 1820, var datter af gårdejer og sognefoged Thyge Jørgensen  og Kirsten Christensdatter, Ferritslev. Hans Henrik og Karen Marie fik 6 børn, hvoraf kun de 2 blev voksne og fik familie. Da en søn, Hans Henrik, var 9 år gammel, blev han pludselig syg en søndag, hvor faderen var hos oldermanden for at deltage i et af de gilder, som bymændene  afholdt dér. Der blev sendt bud efter ham, fordi  hans søn havde fået så ondt i maven. Bymændene gjorde grin med sagen og mente ikke, faderen skulle bryde et godt lag, bare fordi et barn havde fået mavepine. Men han lod folk more sig og gik straks hjem. Der fandt han sin søn liggende i de voldsomste opkastninger, ustandselig jamrende over smerter i maven. Det blev værre og værre, og inden næste morgen var drengen død. Man mente, han  havde spist bær af et pebertræ, der stod i haven. Lille Hans Henrik døde den 8/7 1819.

Karen Marie Thygesdatter døde den 9/2 1820. Hun blev 40 år.

Allerede 10/6 samme år giftede Hans Henrik sig med hendes yngste søster Mette Kirstine, Han var da 44 år, og hun var 27 år (f. 1793). Mette var svagelig. De fik ingen børn, og hun døde af 'tæring' (kræft) i 1823 efter kun tre års ægteskab.

Hans Henrik Hansens børn af 1. ægteskab:

1+2 Tvillinger, f. 26/2 1807 (dødf. pige + dreng, der døde som spæd)

3. Karen Hansdatter,f. 8/5 1808, d. 18/12 1833 (25 år).

4. Hans Henrik Hansen, f. 11/4 1810, d. 8/7 1819 (9 år).

5. Kirsten Hansdatter, f. 31/1 1812, d. 28/5 1888.
Gift 22/10 1831 med Hans Hansen, Kellerup

6. Thyge Hansen, f. 2/2 1816, d. 18/7 1906.
Gift 8/11 1845 med Johanne Marie Rasmussen, Sødinge.

Maren Eriksdatter

Allerede efter Karen Maries død havde Hans Henrik friet til Maren Eriksdatter, datter af gårdmand  Erik Rasmussen og Elsebeth Mortensdatter, matr. 4 i Sødinge, men hun havde svaret nej. Da  han var blevet enkemand for anden gang, gentog han sit frieri til Maren, og hun svarede  ja.  

De blev viet  i Ringe Kirke 17/1 1824.
Maren Eriksdatter blev født 18/8 1792 og døbtes i Ringe kirke 26/8. Da faderen døde, var hun 15 år gammel og måtte ud at tjene, da moderen ikke kunne skaffe føden til dem hjemme. Hun fik plads hos en bager i Faaborg, hvor hendes arbejde især bestod i at ælte dej. Det var en meget svær plads, men hun var dygtig, og hun og husbondfolket syntes godt om hinanden. De var gamle folk og kunne ikke selv deltage i arbejdet mere. Bagermadammen var så urimelig tyk, at hun næsten ikke kunne røre sig. Der kom mange spaniolere i bagerboden den sommer (1808). De købte mest mjød og brød. På mjøden tjentes der særdeles godt, men rugbrødet kunne spaniolerne ikke lide. De pegede fingre ad det og kaldte det 'negro'. Maren var hos de gamle bagerfolk i flere år, men kom så til Rynkebygård som bryggerspige. Fra Rynkebygård flyttede hun tilbage til sit hjem, som søsteren Charlotte Dorthea Gotholdine og hendes mand Knud Rasmussen havde overtaget. Søsteren  var allerede dengang  begyndt at skrante. (Hun døde af tuberkulose i 1847)

Maren var en kraftig velvoksen pige lidt over middelhøjde. Som pige hos søsteren var hun ikke bange for at bære indtil 50 pund mælk hjem ude fra gårdens fjerneste løkke, Bagkil, når blot hun kunne få en til at hjælpe  sig med at få mælkebøtten op på hovedet. Det var, mens hun tjente hos søsteren, at Hans Henrik Hansen anden gang friede til hende og fik ja.  

Hans Henrik Hansens og Maren Eriksdatters hjem. 

Maren Eriksdatter var en mild og myndig kvinde. Overfor råhed og brutalitet kunne hun optræde med en styrke og karakterfasthed, der sjældent undlod at gøre sin virkning. Bylauget havde vedtaget, at bymændene på skift skulle holde det årlige fastelavnsgilde for byens ungdom. Et år var det således  blevet Hans Henriks og Marens tur.

Om dette gilde fortæller barnebarnet Povl Hansen: ("Mine minders bog"):

"Gildet trak som sædvanlig længe ud, og Hans Henrik  gik omsider i seng, idet han overlod til Maren at holde orden i huset. Hun var yderst dårlig tilpas ved disse halvt nødtvungne gilder med kortspil, druk og anden råhed. Sent på aftenen, da drikkevarerne var steget de unge til hovedet, var der 5-6 halvstore knægte, som fik fat i nogle stokke og stænger og  begyndte at slå løs på hinanden ude foran vinduerne i gården. Det så grimt ud. Hidtil havde Maren imidlertid tiet og  tålt bulderet og vildskaben, men nu blev det for meget. Hun greb sin yngste søn, Jens, der endnu var spæd, løftede ham op på armen og gik hurtigt og beslutsomt ud i gården og lige ind mellem karlene, hvor hun gav den værste af dem en sådan ørefigen, at han tabte stokken ud af hånden, hvorpå han listede ganske stiltiende af som en våd hund. Men  det mærkeligste var, at alle de andre fulgte ham, og et øjeblik efter var der den mest eksemplariske ro."  

Maren og Hans Henriks forhold til deres børn: (Frit efter Povl Hansen:"Mine minders bog")

Maren blev af sine børn både elsket og beundret, og hendes stille myndighed over dem var næsten uindskrænket. Da børnene voksede til og i løbet af 1830-erne  kom i skole hos degnen Riber i Ringe, var det en stor sorg for hende at opdage, at denne dygtige lærer var en ivrig rationalist, som forstod at få børnene til at lytte til hans tanker og idéer.

Maren så i dette en stor sjælefare for sine børn. Hun følte sig så ængstelig og ulykkelig, at hun næsten ikke kunne finde fred. Mellem bønderne betragtedes skolegang dengang som en tvungen sag, så hun kunne ikke bare beholde børnene hjemme, de måtte altså af sted. Hver dag, når de kom fra skole, måtte de fortælle hende om alt, hvad læreren den dag havde fortalt for dem. En dag var det Abrahams 'grimme' behandling af Hagar, han havde fortalt om. En anden dag var det om Jakobs 'bedrageri'. En dag havde han kaldt David for 'en horebuk' , og på denne måde  gennemgik han  alle den gamle pagts fortælliger for børnene udfra sin rationalistiske opfattelse. Han fortalte dem, at Jesus blot var et ualmindelig velbegavet menneske, der var langt forud for sin tid. Det var slet ikke umuligt, at det hang rigtigt sammen med hans undergerninger, fortalte han, og at den tid nok ville komme, hvor alle kunne gøre ham de ting efter, men endnu var videnskaben bare ikke nået så vidt. Det gjaldt derfor om at have tålmodighed og at give tid.

Hver gang Maren hørte børnene fortælle noget af dette, havde hun ikke fred, før hun havde vidnet på det stærkeste derimod. Hendes søn Hans har senere fortalt, at når han  i skolen hørte den yndede lærer fortælle disse ting så tilforladeligt og selvfølgeligt, så tænkte han ofte, at denne gang måtte det da være sandt og rigtigt. Dette kunne hans moder da umuligt have noget at indvende imod. Men når han så kom hjem og fortalte,  hvad Riber havde sagt, så fik han meget hurtigt en følelse af, at sagen  også kunne ses fra en anden side. Maren var utrættelig, så længe der sad noget af degnens opfattelse tilbage i børnenes sind. Kneb det for hende at magte opgaven, da kunne hun blive så ivrig og tale sig så varm, at tårerne rullede ned ad hendes kinder.

Således kæmpede hun for at bevare sine børns tro, og det lykkedes hende også at forhindre Riber i at føre dem ind i Rationalismen.

Maren var en ivrig bibelkristen, og  hun søgte  at forme sit liv efter de forbilleder, hun fandt i Bibelen.  
Mens Maren  på det omhyggeligste passede på dem og nøje vågede over dem overalt, hvor hun kunne komme til det, så lod faderen dem fuldstændig frit tumle sig  i mark, stald og lade. De kunne få lov til at ride, køre eller på anden måde muntre sig, som de ville. At falde af hestene eller at køre løbsk hørte om ikke just til dagens orden så dog til de mere almindelige ting. Aldrig skred han ind ved sådanne lejligheder, men overlod til drengene 'at blive klog af skade'. Hans broder Niels kunne undertiden ved sådanne lejligheder på sin måde foreholde ham det uforsvarlige heri. "Dine drenge bliver dælen tordne mig ødelagte på den facon, Hans". Men Hans Henrik vendte det døve øre til.

En gang red de to halvoksne drenge, Hans og Erik, hver på sin hingst ud for at pløje. Men da de kom ned i marken, blev dyrene ustyrlige, og brødrene tabte herredømmet over dem. Erik sprang straks af, og det samme ville Hans også  have gjort, men han fik sin fod viklet ind i tømmen og slæbtes af sted et langt stykke over sten og stok, liggende på ryggen, indtil han omsider slap løs.

Det var ellers især den ældre halvbroder Thyge, der 'dresserede' hestene sammen med sin jævnaldrende fætter Erik Knudsen. Når de passede køer nede ved åen under Egagerbanken, så måtte de ofte tage hestene med. Så legede de, at hestene skulle dresseres. De skulle f.eks lære at sætte over åen fra bred til bred. Det morede de sig med, selv om det ofte skete, de  havnede  midt i åen.

Børnene elskede deres varmhjertede moder, men de holdt ligeså meget af deres frisindede fader, der lod dem prøve kræfter, selv om det til tider kunne se voveligt ud.  
Hans Henrik Hansen var ellers i sit væsen mere stille og behersket end sine to ældre brødre, Niels og Jørgen. Måske var han også med tiden blevet lidt afsleben gennem sin omgang med præsten og  andre, han var kommet i kontakt med blandt andet i sin virksomhed som skoleforstander.  

I skoleloven 1814  hed det:

"Skoleforstanderne skal vælges af amtsskoledirektionen blandt de hæderligste bønder i sognet.".

Denne stilling indtog Hans Henrik Hansen i 17 år. Han sad inde med en oplysning, der var temmelig ualmindelig blandt bønder, talte særdeles godt for sig og skrev 'en fast hånd'. Han nød megen agtelse blandt sine bymænd, og folk sagde om ham, at han var den klogeste mand i byen. Han var den første i Sødinge, der holdt avis. Han fik den af præsten, når denne havde læst den. Senere holdt han en tid det berømte vittighedsblad, 'Corsaren'. Han kunne rigtigt nyde vittighederne, men når de gik over til ondskabsfuldheder, så var han ikke med længere. En gang havde der f.eks stået et stykke, hvori kong Frederik VI meget vittigt blev stillet i gabestokken, hvilket  de halvvoksne sønner morede sig meget over. Men da brød han ind:

"Nej, hør drenge, den konge der har løst Eders fader af stavnsbåndet, ham lader I være i fred. Har I kanske prøvet, hvad det vil sige at leve i en tid, da ingen bonde om morgenen, når han gik til hove, vidste, om han kom hjem fra hovmarken med hele lemmer, eller om ride- og ladefogeden havde slået dem i stykker? Frederik den Sjette skal I holde jer for gode til at grine ad.". Så tav sønnerne.

Hver aften læste Hans Henrik Hansen et Aftensuk af evangelisk-kristelig salmebog , hvorefter de sang en salme sammen. De Kingo'ske aftensuk holdt børnene meget af at høre, men  bønnen faldt dem i reglen for lang og tør og for indviklet at forstå.

I modsætning til sine ældre brødre bandede han så godt som aldrig. Præsten i Ringe, pastor Leerbech, både bandede og spillede kort og drak med bønderne ved deres sammenkomster. Hans efterfølger Munk deltog ikke i den slags. Han skred snarere ind. Men med begge præster havde Hans Henrik Hansen en god kontakt.

Han havde været gift med Maren Eriksdatter i 23½ år, da han som 71-årig blev  angrebet af en alvorlig nervefeber. Han døde 7/6 1847. Den dag fyldte sønnen Hans 21 år.

Den 14. juni blev han begravet på Ringe Kirkegård i hjørnet ud mod Organistskolen
(i dag Ringe Museum).  

Organistskolen (Ringe Museum)

Maren sad nu tilbage som enke med sine fire børn, hvoraf datteren Mette Kirstine Elisabeth på 22 år var den ældste. Sønnerne var 21, 19 og 16 år. Alle 4 børn blev i hjemmet under deres opvæst. Mette Kirstine  hjalp sin mor  i huset. De tre brødre: Hans, Erik og Jens drev gården for hende.  

Så kom året 1848. De urolige tider, som allerede i de senere år var indvarslede, brød nu frem gennem den dobbelte kamp for grundloven og for rigets grænse. Helt ud i de små og stille hjem på landet  mærkedes der en dyb levende folkefølelse. Mod og evner voksede med bevægelsen. Unge kræfter foldede sig ud. Det var, som om livet fik højere betydning end det før  havde haft, idet de store afgørelser trådte nær.

Også hjemmet i Sødinge var stærkt berørt af disse begivenheder. I løbet af sommeren 1848 begyndte de to ældste  sønner Hans og Erik at tale om at gå med som frivillige, uden at det dog blev til noget, men da krigen brød ud igen i foråret  1849,  besluttede de sig for at tage af sted, når  de var færdige med at så. De sled nu, som gjaldt det livet, for hurtigst muligt at blive færdige. Da  målet var nået, gik de ind til deres mor og bad om hendes tilladelse, men ganske  uventet  forbød hun dem at tage af sted. Hendes mand var død, og hendes yngste søn Jens var endnu kun halvvoksen. Hun syntes ikke, at hun i de urolige tider kunne klare gårdens drift alene sammen med ham. Det hjalp ikke, at Hans sagde: "Vi kommer med alligevel, mor, så vi kan såmænd lige så godt gå straks." Hun blev ved sit, men det var tydeligt at se, i hvor stor en kamp hun var med sig selv.

Så kom indkaldelsen til Hans. I samme nu var ufreden i moderens sind forbi. Hun gik hen til ham, og med den forunderligste ro tog hun ham om halsen og kyssede ham og sagde: "Gå med Gud da, min dreng og Han bevare dig". Ikke en klage, ikke et nedslående eller bekymret ord hørtes af hende mund. Hun ville gerne give det kæreste hun havde, når det gjaldt hendes land.

Med  hjertet fyldt til randen af vemod ved den første afsked fra barndomshjemmt men også af håb og mod på fremtiden, drog Hans  af sted til Nyborg for at blive uddannet til infanterist i den kortest mulige tid.

Året efter blev Erik indkaldt. Han skulle være dragon. De to  kvinder var nu  alene tilbage med Jens, der da var 19 år.

Det blev trange tider i hjemmet, og kvinderne måtte ofte udføre  karlearbejde.

Der kunne være længe mellem brevene fra Hans og Erik, og så var det svært for Maren at holde modet oppe. Eriks uddannelse trak så længe ud, at han ikke nåede at komme med i noget slag, men Hans var med både ved Fredericia og Isted, hvor han især var stærkt i ilden. En kugle trængte igennem hans felthue og strejfede issen, men den gjorde ham dog ingen skade.

Da treårskrigen var slut, blev de hjemvendte soldater modtaget med stor glæde i deres hjem og i deres  by. To soldater fra Sødinge var faldet.

Beboerne i Sødinge  holdt et stort gilde for de hjemvendte soldater i Marens hjem. I dette deltog 25 soldater. De sad langs ydervæggene i stuen. Foran dem sad to dannebrogsmænd: Kristian Maare og Mads Hansen Kursmed, af hvilke den sidste havde været såret.

De fleste af byens folk var med til gildet. Prokurator Hansen  fra matr. 12 (Sødingegård) holdt festtalen. Stuerne var blevet pyntet, og drejer Lars Jørgen Jeppesen havde til soldaterne malet et skilt med en smuk tekst, som var omkranset.

Om aftenen blev der danset og sunget mange krigsviser.
 

På Maren Eriksdatters ældre dage og efter hendes mands død fik præsten Vilhelm Birkedal stor indflydelse på hendes opfattelse af kristendommen. Da Birkedal i 1849 kom til Ryslinge, var hun 57 år. Hendes åndelige liv var ikke gået i stå. Hun havde let ved at følge med i hans forkyndelse, selv om den faldt mange yngre noget fremmed. Hun blev snart blandt hans  mest trofaste tilhørere. Hver søndag så man hendes køretøj på kirkevejen blandt de mange andre, som snart fyldte alle veje frem mod den lille kirke. For Maren og hendes børn faldt der ved Birkedals vidnesbyrd lys over Herrens ord og hans indstiftelser, og stor var den glæde, hun derigennem fandt.

Friskolelærer Knud Rasmussen fortæller om hjemmet i Sødinge ("En livsskildring):

"Jeg havde stor respekt for den familie. Faderen, den gamle Hans (Henrik) Hansen var død. Moderen Maren, der var over 80 (en fejl: hun var kun 67) var åndelig interesseret, så hun glædede sig meget ved at høre f.eks. Bjørnsons fortællinger.

En datter var gift med Hans Poulsen i Sødinge og var moder til Povl Hansen, Vallekilde og søskende. Der var tre brødre hjemme. De var mere udviklede end byens andre karle. Hans havde været med ved Isted, Erik havde været dragon og Jens infanterist. Jens var da ca. 27 år, Erik 29 år og Hans over 30 år. I de senere år havde de brødre været stadige kirkegængere i Ryslinge. De holdt 'Kirketidende', 'Budstikken' og 'Fyns Avis', havde gode sanggaver og var ypperlige selskabsmænd. De bar smukke klæder og var i det hele taget noblessen af byens ungdom. Jeg havde mange aftener siddet og hørt på deres sang og tale, uden at det kunne falde mig ind at prøve nogen tilnærmelse til dem, dertil forekom jeg mig selv at være alt for lille........".

Maren Eriksdatters død og begravelse  

(Af: Povl Hansen, dattersøn)

"Maren kæmpede til sin dødsstund en hård kamp mod Ham, der ville prøve at tage hendes glæde fra hende. Hun måtte gennemgå stærke anfægtelser. Selv om hun aldrig tvivlede på Jesus som frelseren, så kunne hun  i sådanne tunge  øjeblikke, hvor hendes glæde var formørket, og hvor hendes frimodighed var borte, ængstes i sin sjæls inderste for, om frelsen nu også kunne nå hende. I sådanne svære øjeblikke søgte hun sine børn. Som hun havde værnet dem mod tvivlen, da de endnu var små, sådan måtte de nu, da de var voksne, hjælpe hende. Det var svært for dem, når hun græd og klagede sig, mens hun fortalte dem om alt, hvad hun  tidligere i sit liv kunne finde af brudt og plettet. I den dybeste angst og sønderknuselse kunne hun i sådanne øjeblikke grue for, om Guds nåde og barmhjertighed  kunne nå til hende.

Så måtte børnene have salmebogen frem. De tre sønner sang ualmindelig kønt, og når hun havde det sværest, sang  de alle hendes kæreste salmer for hende. De bad sammen med hende. De bad  for hende, og de forsøgte at trøste hende og styrke hende i kampen. Disse timer kunne for hendes børn være på én gang de tungeste og dog de rigeste.... Selv da hun som en gammel kvinde på 71 år lå på sit dødsleje, måtte hun 'kæmpe for livet'. Da hun endelig  fik fred og  lå på det yderste, vinkede hun ad sin ældste søn, Hans, der i 1860 havde overtaget slægtsgården. Da han bøjede sig ned over hende, slog hun armene  om hans hals og hviskede med den inderligste kærlighed i sin stemme 'Du har været en god søn, Hans. Vorherre velsigne og bevare dig min dreng!'

Da Hans blev herre over sin bevægelse sagde han: " Mor, skal ikke også de andre komme hen til dig?' 'Jo, sagde hun, og nu kom de en for en hen til hendes leje, og hun velsignede dem alle. Selv de små børnebørn blev hentet ind og løftet op til hende for at hun kunne velsigne dem.

Hun døde den 7. december 1863  og blev den 16. december under stor deltagelse jordfæstet på Ringe Kirkegård, nord for kirken".  

Hans Henrik Hansens og Maren Eriksdatters børn:

7. Mette Kirstine Elisabeth Hansdatter,  f. 12/2 1825, d. 25/10 1885

8. Hans Hansen, f. 7/6 1826, d.  18/10 1909.

9, Erik Hansen, f. 13/2 1828, d. 4/8 1897.

10. Jens Hansen, f. 28/8 1831, d.1/4 1895.

Mette Kirstine Elisabeth Hansd.	Hans Hansen	Erik Hansen	Jens Hansen

       
       Til Erik Hansen og Jutta Kirstine Nielsen (søn - ane 10 og 11)

Til  Thyge Hansen og Kirsten Hansdatter (Børn af første ægteskab)

Til Hans Larsen og Karen Nielsdatter (Hans Henriks forældre)

Til Erik Rasmussen og Elsebeth Mortensdatter (Marens forældre)

      Til  startside med oversigt