I begyndelsen af halvtredserne var mine forældre bønder på Hindsholm. Det var hårdt slid fra tidlig morgen til sen aften. Med husdyrhold, markarbejde, et stort umoderne hus, en stor have, fem ukonfirmerede børn, aftægtsfolk og tjenestefolk var der end ikke tid til at tænke på, at der var noget, der hed ferier og fridage. Vore hidtidige oplevelser lå inden for en vis cykleafstand, men en skelsættende begivenhed, som fandt sted den 9. marts 1955, da jeg var 10 år, udvidede både den nære og den fjerne verden betydeligt. Vi fik bil.
Det var næsten som en festdag, den dag den store sorte Pontiac første gang rullede ind på gårdspladsen med min far bag rattet og mine tre stolte brødre som passagerer. Og der holdt den så lige for næsen af os og skinnede i den blege forårssol.
Vi måtte alle prøve at røre ved den, stå op på trinbrættet, dreje på rattet og stryge med hånden hen over de fine grønternede plasticsæder. Mor kom med et nyt leopardmønstret uldtæppe, som var købt til bilen, og som vi skulle have over os, når det var koldt, og en sofapude, som min seksårige lillebror kunne sidde på imellem dem på forsædet, så han også kunne se noget.
"Tænk at det er vores bil", sagde vi undrende til hinanden. Og så måtte vi alle have en tur, så vidunderet kunne blive præsenteret for familien på Hindsholm.
Gamle mormor var med på præsentations- runden, for hun skulle prøve at komme kørende på besøg hos moster i Dalby, mente mor, og vi børn håbede på, vi ville møde nogle af vore skolekammerater eller andre, vi kendte, så de kunne se, hvor fint vi var kørende i egen bil.
Vi sad lidt tæt, men kunne godt være der alle otte, når vi sad på skødet af hinanden, for der  var højt til loftet. "Der skulle jo være plads til min hat", sagde far muntert og ikke uden en vis stolthed over det nyerhvervede køretøj.
Noget af det bedste var, når far foreslog, at vi skulle køre en aftentur eller en tur søn­dag eftermiddag, når vi havde fået kaffe - og inden fodretid. Det gjorde han tit, for vi skulle lære at få øjnene op for naturens skønhed og storslåethed. Vi så på fynske herregårde, gik ture ved skov og strand, rundede Fyns Hoved og besteg samtlige højdepunkter på Fyn - fra Munkebo Bakke til Svanninge Bakker - for at nyde udsigten. Vi kunne godt blive trætte af al den udsigt, men så kunne det hænde, vi gjorde holdt ved et ishus, hvis vi lod være med at plage for meget, og det var måske denne forventning, der var det bedste ved turene.
I sommerferien drog hele familien på en fleredagestur til Jylland. For første gang skulle vi over Lillebæltsbroen, hvilket blev en særlig oplevelse. Far standsede bilen og satte os af før broen og ville så holde og vente på os i Jylland. Han mente, vi skulle gå til fods over broen for rigtigt at opleve, hvordan det var at komme til Jylland.
Da vi var kommet over på den anden side, fik min søster og jeg lov til at købe en lille plastickikkert, som vi kunne sætte fast på vore nye jakker ined en sikkerhedsnål. På kikkerten stod "Hilsen fra Lillebæltsbroen", og når vi kikkede i den, så vi forstørrede farvebilleder af broen.
Vi så os forventningsfuldt omkring i Jylland. Der var næsten ingen forskel at se, syntes vi og blev lidt skuffede, men da vi var nået over til moster, der boede næsten ude ved

 Vesterhavet, kunne vi godt se, der så meget anderledes ud end på Fyn. Moster havde sand i haven i stedet for jord, men ellers var der både ribsbuske, solbærbuske og kartofler, ja næsten det samme som hjemme. De flade sandmarker var omgivet af grantræer. Det var for at holde på jord og afgrøder, fik vi at vide - og undrede os. Det var svært at forstå det sprog, de talte i Jylland. Det lød meget anderledes end fynsk, så det var næsten som at være i udlandet.
Da høsten var vel i hus, og der var faldet lidt ro over det hele, meddelte far en dag ved aftensbordet: "Nu har mor og jeg besluttet, at vi for første gang vil tage på en tur alene to...". Alle kikkede vi på mor. "Jeg har slet ikke turdet sige noget endnu, hvis det nu alligevel ikke kunne blive til noget", sagde hun lettet.
"Der er jo så mange kønne steder i vort land", fortsatte far, "og nu når vi har bilen". "Ja, hvor skal vi dog vælge at køre hen", udbrød mor glad og slog hænderne sammen.
Det var ellers noget af et skridt at tage. De lagde planer og talte frem og tilbage, og kunne det nu gå an? Hvad ville naboerne tænke, når de sådan drog af sted helt ud i det blå i søndagstøjet fra morgenstunden - og så på en hverdag?
Efter megen snakken frem og tilbage bestemte de sig for Sønderjylland og Rømø, planlagde og købte vejkort, og en tidlig septembermorgen med høj blå himmel var de klar til at drage af. ”Vi kan jo kalde det vores forsinkede bryllupsrejse", sagde far og tog kærligt mor om livet, inden de satte sig ind på forsædet i den nypolerede Pontiac. Vi var alle oppe for at vinke farvel og se vore forældre drage af sted på deres første ferie - og så på en ganske almindelig hverdag.         
Min ældste bror, der lige var fvldt 14, var stolt af, at han på egen hånd skulle tage sig af det hele derude. Far havde formanet ham om både det ene og det andet. Pigen og mormor havde påtaget sig ansvaret for husførelsen og skulle så sørge for, at vi kom i skole til tiden - og at vi fik varmet middagsmaden, når vi kom hjem.
"Min far og mor er på bilferie", fortalte jeg mine skolekammerater og tilføjede ikke uden en vis stolthed, "bare sådan ude i det blå". Først meget sent om aftenen, da vi alle sov, rullede Pontiac'en atter ind på gårdspladsen, og næste morgen var vi alle tidligt oppe for at høre om turen, og gaver havde de med hjem til os med "Hilsen fra Rømø".
Som med fornyede kræfter var mor allerede i gang med sit daglige virke. "Hvor har det dog været en dejlig tur", udbrød hun, "helt usædvanlig", og atter og atter måtte hun berette om alt, hvad de havde oplevet "ude i det blå", om Rømodæmningen, om mindesmærkerne Sønderjylland og om turen til Skamlingsbanken, der havde fået hende til at mindes ungdommens dage dengang i slutningen af 1920'erne, da hun sammen med andre unge havde deltaget i det årlige ungdomsstævne på Skamlingsbanken. De havde sejlet fra Kerteminde, og på hjemturen havde de danset på båden hele natten.
Og så vendte hun tilbage til den forsinkede bryllupsrejse. "Det er nu rart at komme lidt væk fra hverdagen", mente hun, "for så opdager vi jo, at ude er godt, men hjemme er bedst ...... og vi ser det hele som med friske øjne".
De friske øjne så, at vinduerne måtte pudses en af dagene, og at meget andet arbejde ventede.  
Inger Poulsen