Til startside

Dalbysmeden - Niels Hansen

Niels Hansen

Niels Hansen, f. 2/10 1818, d. 27/9 1890. Gift 22/12 1849 med Hansine Adolphine Henriksen, f. 16/4 1824, d. 2/3 1905. Hun var datter af skolelærer Jørgen Henriksen og Birthe Cathrine Larsdatter, Tørresø, Krogsbølle sogn. Jørgen Henriksen døde ved en ulykke 10/11 1843. Han blev dræbt af løbske heste. Han efterlod sig enken og 11 børn i alderen 8-26 år. Hansine Adolfine var nr. 5 af børnene.
Birthe Cathrine var Niels Hansens kusine, datter af Maren Simonsdatter (faster) og Lars Simonsen, Revninge.
Den 18/12 1852 overtog Niels Hansen smedien i Dalby efter sin fader, Hans Simonsen. 

Niels Hansens og Hansine Adolfine Henriksens børn:
1.  Johanne Nielsdatter, f. 23/9 1850, d. 10/8 1892 (ugift).
2.  Birthe Cathrine Nielsdatter, f. 5/8 1852, d. 19/9 1853.
3.  Ane Cathrine Nielsdatter, f. 27/8 1854, d. 17/12 1891.
4.  Hans Nielsen, f. 21/2 1857, d. 27/10 1857.
5.  Hans Henrik Nielsen, f. 10/12 1858, d. 14/2 1860.
6.  Henrik Nielsen (Strandvold), f. 4/2 1861, d. 16/6 1924.
7. Jacob Nielsen, f. 8/2 1864, d. 1/3 1865.

Niels Hansens familie	Ane Cathrine	Henrik

3.  Ane Cathrine Nielsdatter, f. 27/8 1854, d. 17/12 1891 .

Gift 6/7 1888  med skomager og fragtmand i Dalby, Morten  Christensen, f. 23/4 1862, d. 1/5 1922, søn af væver Mads Christensen og Maren Mortensdatter i Hersnap. De fik ingen børn.

6.  Henrik Nielsen, f. 4/2 1861, d. 16/6 1924 på Frederiksberg Hospital. Han fik på et tidspunkt tilføjet navnet Strandvold (nævnes første gang ved indskrivelsen i Kolds friskole i Dalby).

Efter endt skolegang kom Henrik i drejerlære i Nyborg. Derefter gik han på Gjedved Seminarium. Efter lærereksamen var han en tid på højskolen "Skovgård" i Nordsjælland og derefter bl.a. huslærer for minister J.J. Krags sønner.

I 1883 var han ansat som redaktør for et dagblad i Thisted.

Den  1/3 1884 blev han i Sct. Johannes Sogn i Sokkelund herred viet til Olga Christine Claudiane Sophie Thomsen, f. 9/1 1856, d.  3/5 1942 på et alderdomshjem på Frederiksberg. Hun var datter af skovrider  Christian Thomsen og Sophie Sørensen, Ledreborg, Allerslev sogn. 

Familien rejste til Skive, hvor han blev ansat på Skive Dagblad til 1888.

Siden arbejdede han ved dagblade i København ("Københavnsposten" til 1889), Odense (en kort periode), Svendborg ( "Folkebladet" ,ca. 1890-92) og fra 1892 igen i København.

I artiklen om faderens død i 1890 gengives et digt, han har skrevet.

Georg Sophus Nielsen (Strandvold)	Hertha Strandvold	Georg Sophus, Kaj og Ellinor Strandvold

(Billedkilde: Picasa Webalbum - Opfell Archive)

Henrik Nielsen Strandvolds børn:

1. Georg Sofus Strandvold (døbt Nielsen), f. 5/6  1883 i Roskilde, d. 6/12 1960 (Alameda, USA). Han udvandrede til USA i 1902. Gift 1. gang 3/2 1906 i Wisconsin med Agnes Johanne Jensen, f. 20/4 1885, d. 10/8 1954. De fik sønnerne Carl Strandvold, f. 14/6 1909, d. 1960 (Californien) og Kaj Strandvold, f. 21/6 1911, d. 1975 (Oregon). Gift 2. gang 14/3 1916 med Johanne Marie Petersen, f. 10/1 1881, d. 22/11 1967 (Orange). Hun var datter af købmand Lauritz Petersen og hustru Anna Preben-Hansen, Karise. De fik datteren Olga Anna Strandvold, f. 20/10 1919, d. 21/11 2008 i Californien.

Georg Strandvold var en anerkendt journalist og forfatter med stor interesse for dansk-amerikanske forhold.

2. Hertha Strandvold, f. 19/10 1885 i Skive, d. 7/9 1972 i København (skuespiller)

3. Sonja Ingeborg Strandvold, f. 20/3 1887 i Skive

4. Ellinor Strandvold, f. 25/10 1889 i København
5. Kaj Strandvold, f. 25/3 1891 i Sct. Nikolaj sogn, Svendborg

Georg Sophus Strandvolds børn:

Carl	Kaj	Olga

Artikler om Niels Hansen

D a l b y – S m e d e n
Artikel i ”Højskolebladet”, Nr. 7, 13. februar 1891 (af H.)

"Smed Niels Hansen i Dalby ved Kjerteminde døde den 27. Septbr. 1890, 72 Aar gl. Han var i flere Henseender en mærkelig Mand, hvis Levnedsløb kan have Interesse ogsaa ud over den snævrere Kreds, i hvilken han virkede.
Han blev født d. 2. Oktbr. 1818 i det samme Hus i Dalby, hvor han døde. Hans Fader, Hans Simonsen, var Bysmed, og dennes Fader var det før ham. Saa langt Minderne om Slægten gaar tilbage, har Forfædrene i lige opstigende Linje været Smede i Dalby. Hans Simonsens Hustru var udgaaet fra Egnens største og mest fremragende Bondeslægt, blandt hvis nulevende Efterkommere der findes adskillige, hvis Navn  har god Klang - navnlig i grundtvigske Kredse. Niels Hansen sattes i Skole i den indbyrdes Undervisnings Tid, da de større Børn maatte undervise de mindre, medens Læreren førte en  Slags Overinspektion, især ved Hjælp af Tampen, der den Gang var en Skoles vigtigste Inventar. 
(Læs: Elev i Dalby Skole)

Da Niels Hansen var en 8-9 Aar, lærte han de mindste Børn at skrive Bogstaver med en Pind i vaadt Sand. At en Undervisning som denne var mere end tarvelig, kan man sige sig selv. Men alligevel slap Børnene i Reglen frem til at blive konfirmerede. Og saa var de ikke ret mange Aar om at glemme de spredte Stumper af Skolevisdom, der var blevne tampede ind i dem. Balles Læresætninger var gjærne det eneste, der huskedes. Kun de klareste Hoveder blandt Børnene fik et lille Udbytte af Undervisningen, og dog var det et tarveligt Grundlag at bygge videre på, selv om de kunde faa en Smule Lejlighed dertil.
Under saadanne Forhold var det noget ualmindeligt, at Niels Hansen i sin Skudsmålsbog ved Konfirmationen fik Præsteattest for, at han var en Prydelse for Dalby Menighed. Det betød vel ikke stort, men der laa som en Anelse i de Ord; de bekræftedes paa hans senere Liv. Hans Simonsen vilde, at Sønnen skulde følge Slægtens Tradition og blive Smed i Dalby efter ham. Han skjønnede vel næppe, at Drengens Evner pegede langt ud over Hammer og Ambolt. Imidlertid fik Niels Lov til at gaa op og faa lidt Undervisning  hos Sognepræsten, der blandt andet lærte ham Tysk, saa han hurtigt nemmede at læse en Bog i det fremmede Sprog. Denne Undervisning var dog kun af kort Varighed, og Niels Hansen fik aldrig nogen anden. Sine  Kundskaber erhvervede han selv i den knappe Fritid, hans Arbejde i Smedjen levnede ham. Tidlig begyndte han at skrive Vers; og at disse ikke var uden Værdi, derom vidner det at han i 17-18 Aars Alderen fik optaget et længere religiøst Digt i Spidsen af Jac. Kr. Lindbergs »Nord.-Kirketid.«. Og siden skrev han mange stemningsrige og formkorrekte Digte. Men hans Beskedenhed og stærke Selvkritik forbød ham at offentliggjøre dem.

Da han var 18 Aar gammel, fik han Lov til at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn sammen med en jævnaldrende Gaardmandssøn. De blev satte over Store Bælt med Smakken, og saa gik de paa deres Fod fra Korsør til Hovedstaden. De var der kun i 14 Dage, som de især benyttede til at gjøre sig bekjendte med den vaagnende grundtvigske Bevægelse. I saa Henseende fik de god Vejledning af Magister Lindberg. Hos ham fik Niels Hansen Lejlighed til at faa et lille Indblik i Kobberstikkunsten. Lindberg stak som bekjendt selv Tavlerne til sine videnskabelige Værker, og han lærte Niels Hansen, hvorledes man skulde holde paa en Gravstikke og behandle en Plade. Disse faa Dages Vejledning i at stikke i Kobber blev af livsvarig Betydning for Niels Hansen. Der vaagnede hos ham en brændende Trang efter at blive Kunstner, og han vandrede fra Kjøbenhavn med Sjælen fyldt af de fagreste Drømme om alt det store, han skulde udrette paa sin Vandring ud i Fremtiden ad Kunstens lyse Vej.

Da han kom hjem, havde han kun en Tanke, en Bøn til sin Fader: at han maatte blive Kunstner. Men den gamle Landsbysmed betragtede  sin Søns Kunstnertrang som ungdommelige Griller, han maatte slaa ud af Hovedet. Smed skulde han være. Og da der tilmed kort efter kom et meget langt Brev fra Magister Lindberg, hvis Dom Niels Hansen havde æsket, faldt Drømmeslottet brat over Ende. Lindberg udviklede udførligt, at det var en Søns første og uafviselige Pligt at bøje sig under sine Forældres Vilje, og tillige udmalede han i levende Farver de Fristelser og Farer og Skuffelser, der vilde møde et ungt, livligt Menneske paa Kunstens ofte tornefulde Bane. 

Dette Brev slog Hovedet paa Sømmet. Der var ikke længer noget Valg mellem Gravstikken og Hammeren. Niels Hansen gav efter for den faderlige Myndighed og gav sig til at smede, ikke af Lyst, men af Pligtfølelse. Paa Niels Hansen kan man maaske anvende Henrik Ibsens Ord om Terje Vigen: ”Saa tog han sin Sorg for sig selv”. Han beklagede sig aldrig over den Vold, der var øvet paa hans Evner - og det var en Vold -, men han gjorde sin Gjerning med Troskab sit Liv igjennem, lige til han udslidt segnede under den, da han naaede Støvets Aar.

Ved det strænge Arbejde i Smedjen stod han fra Morgen til Aften, Aar ud og Aar ind. Men derfor var hans kunstneriske Sans og Trang ikke død. Udadtil, over for Verden, havde han maattet give Afkald paa at komme til at virke i den Retning. Men et Udslag maatte Trangen have, selv om det kun blev lille og kun til hans egen Tilfredsstillelse.

Al sin Fritid, Søndagene og Vinteraftnerne, benyttede Niels Hansen til at sysle med sine Kobberplader. Han valgte med Forkjærlighed Fugle og smaa Landskabsbilleder til Emner, og med Naturbegavelsens Forstaaelse af det Kunstarbejde, hvis Teknik han kun havde faaet et højst ufuldkomment Indblik i under de faa Dages Ophold hos Lindberg, fik han de nydeligste Resultater af dette sit kjære Fritids arbejde. Han haandterede Gravstikken let og med sikkert Øje, og det var ikke faa Hundrede forskjellige smaa, fine Kobberstik, der i Aarenes Løb blev færdige fra hans Haand.

I Begyndelsen af Fyrrerne blev Niels Hansen forlovet med sin senere Hustru Hansine Adolphine Henrichsen,  Datter af Skolelærer Henrichsen i Tørresø paa Sletten. Hans Forældre satte sig imod, at de to skulde have hinanden, men de blev alligevel ved at holde sammen I dette sit Kjærlighedsforhold og senere lykkelige Ægteskab fik Niels Hansen en Erstatning for sine brustne Illusioner. Hjemmet var ham altid det bedste, og han befandt sig egentlig kun vel, naar han færdedes i dets Midte.

I Treaarskrigen blev Niels Hansen indkaldt, og da angrede hans Forældre, at de havde sat sig imod hans Giftermaal. Hvis han nemlig havde været gift, da havde han gaaet fri for Tjenesten. Nu maatte han af Sted. Han deltog bl. a. i Fredericiaslaget den 6. Juli 1849; saaret blev han ikke, men hans Hørelse tog Skade af Kanontordenen, saa han siden ikke kunde høre Fuglesang. Begge hans Forældre døde, mens han var i Krigen. I den Tid hjemsendte han et Digt, som fortjener at medtages her.

        Soldatens Hjemve

Til dig, til dig, min lave Fædrehytte,
i Nattens Stilhed Tanken stunder hen,
dig for al Verden ej jeg vilde bytte,
skjønt ej jeg ved, om jeg dig ser igjen.
Naar Maanen drømmende paa Himlen skrider,
jeg mindes den, som den bag Taarnet stod,
og Sjælen vinder Kraft fra hine Tider,
som svandt saa sødt i hjemlig Fred og Ro.

Nu fjærnt fra eder, grøntiklædte Enge, hvo
Lærkens Lovsang lød mod højen Sky,
hvor Viben let sig svang, hvor muntre Drenge
slog Boldt og støjede i lille By -
jeg drømmer mig tilbage, Sjælen finder
i Drømmen Kraft at gaa en fremmed Vej,
og ak, de kjære Barndoms-, UngdomsMinder
for Ære, Højhed, Guld jeg bytter ej.

O kjære Plet, som saa min Barndoms Himmel
og saa min Ungdoms tit forvovne Drøm,
adskilt fra dig i Verdens vilde Vrimmel
hendrages jeg af Tidens stærke Strøm,
jeg véd ej, hvor den sig mod Klippen bryder,
som knuse vil det svage Kar af Ler,
dog overalt mig Hjemmets Stjærne fryder,
i hver en Dal jeg Hjemmets Dale ser.

Jeg samme Maane, Sol og Stjærner skuer,
og Blomsterne i samme Klædedragt,
men hine dog saa fremmed for mig luer,
og disse mig tiltaler kun saa svagt.
O, kun ved Hjemmets al Tid kjære Kyster
med mørke Skove, rige Agerland
mit Øje sig beundrende forlyster,
ved dem alt paa sit Sted kun findes kan. 

Mit kjære Hjem, o vé, du ogsaa lider
ved Døgnets Veksel: visne maa dit Løv,
endog om ikke mange Herrens Tider
er alt mit kjære smuldre hen til Støv;
alt tvende Kors sig fra en Gravhøj hæver,
som gjemmer Fader, Moder i sit Skjød,
et kjærligt Minde ømt om Graven bæver –
haardt savnes, hvad du tog, iskolde Død­. 

Hans stærke Kjærlighed til Hjemmet aaben­barer sig klart i dette Digt, der er gjennemtrængt af en blichersk Vemod.
I Krigen blev Niels Hansen syg af Gigt og maatte i længere Tid ligge paa Lazarettet; da han kom_.ud derfra, blev han hjemsendt fra  Tjenesten. Hjemkommen holdt han Bryllup den 22. December 1849, efter at han og hans Brud havde ventet i 6 Aar.

Niels Hansen fortsatte derpaa sin ved Krigen  afbrudte Gjerning i Smedjen, og han var Bysmed i Dalby i over 40 Aar, nemlig fra 1849  til sin Død afvigte Efteraar.

I Udviklingen af det aandelige Liv der paa Egnen har Niels Hansen taget meget væsentlig Del. Han skød aldrig sin Person i Forgrunden, men hans Ord havde en særegen Vægt, baade fordi de al Tid var vel overvejede, og fordi der stod en Mand bag dem.

Han var en af de første, der støttede Christen Kold i dennes Virksomhed for Folkeoplysningens Sag, og den Skole, Kold stiftede i Dalby, og som for ca. 30 Aar siden fra Højskole blev Friskole, har Niels Hansen i al Stilhed paavirket ikke ubetydeligt. Da Valgmenighedssagen i Tresserne kom frem der paa Egnen, fandt ogsaa den en Talsmand i Niels Hansen. 

I Tidernes Løb erhvervede Niels Hansen sig betydelige Kundskaber. Foruden i Tysk var han godt hjemme i Kemi, Fysik, Historie, Geografi o. s. v., ligesom han, saa vidt Lejligheden tillod, fulgte med i Literaturen. De gamle Digtere med Øhlenschlæger, Grundtvig - især Grundtvig - og Ingemann i Spidsen vedblev at være ham de kjæreste, men han var frisindet nok til at anerkjende det gode, han fandt hos de yngre, selv om han tit ikke kunde billige deres Tendens.

Niels Hansen lagde sig efter Fotografien. Han har vist aldrig været inde i et Atelier, men han kjøbte sig et camera obscura, og saa læste han sig til i tyske Bøger, hvorledes han skulde benytte det. Adskillige Aar igjennem kom Folk til ham hver Søndag Eftermiddag i Sommertiden og blev »taget af, og de var i Reglen meget vel tilfredse med Billederne. Det Portræt, der ledsager denne Levneds­beskrivelse, er ogsaa fotograferet af Niels Hansen selv.

Da afdøde Valgmenighedspræst Niels Lindberg i Kjerteminde (tillige Præst ved Dalby Valgmenighedskirke) havde lagt Planen for Udgivelsen af det videnskabelige Værk ”Templet i Jerusalem og Forsoningsfesten hos jøderne”, faldt hans Tanke naturligt paa Niels Hansen, som den, der skulde stikke Kobbertavlerne til Værket. Niels Hansen tog mod Tilbudet og udførte Arbejdet til Lindbergs fulde Tilfredshed. Hans Kobberstik ledsagede Bogen baade i dens danske og dens svenske Udgave.

I de senere Aar begyndte Niels Hansen paa egen Haand at male i Olje, og der udgik adskillige Malerier, navnlig Landskaber, fra hans Haand. De fleste af dem tør betegnes som Kunst. Han valgte især hjemlige Motiver og fæstnede paa Lærredet Udsigter fra sin Have, sine Vinduer eller fra Bakkerne omkring Landsbyen.

Smederiet blev desuagtet strængt samvittighedsfuldt passet; Kobberstikken, Fotograferen  og Malen blev kun øvet i den Tid, der blev  til overs fra Smedjen og Marken.
Niels Hansen og Hustru har haft syv Børn, af hvilke de fire døde som smaa, medens de tre endnu lever.
Den største Betydning, Niels Hansen har haft for sine nære og fjærnere Omgivelser, turde være det, at han var et Eksempel til Efterfølgelse. Faa Mennesker har gaaet Livet saa rent og godt igjennem som han. Baade som Menneske og som kristen var han et Mønster. Tro og flittig, ydmyg og kjærlig, dyb og klar - saadan var han i Medgang og i Modgang.

Derfor var det ingenlunde tilfældigt, at hans Ligfølge paa Dalby Kirkegaard den 3. Oktober 1890 var det største, der i mange Aar var set  der i Byen. Alle, der kjendte ham, følte, at han havde levet til Velsignelse. Dette fremhævedes ogsaa stærkt af Pastor Poul Boisen, der holdt Tale ved hans Baare og forrettede Jordpaakastelsen - Vers for Vers anvendte han paa den afdødes Liv Salmen: »Kirkeklokke, ej til Hovedstæder«. Der kunde vel næppe findes nogen anden, der i alle Enkeltheder passede saa godt. Niels Hansens Hustru overlever sin Mand. Hun har desværre været blind i de sidste 2-3 Aar. Paa dette Sted bør det siges om hende, at hun trofast og kjærligt har staaet ved sin Mands Side de mange Aar igjennem og været i bedste Forstand en god Hustru og Moder.
Vi slutter med at gjengive et af den afdødes Søn skrevet Mindedigt, der blev sunget i Kirken ved hans Jordfæstelse.

Livets Lys gik ud paa Jord,
tændtes evigt i Guds Ord.
Gjennem Jordens Skygger graa
steg din Sjæl bag Himlens Blaa. 

Stille var dit Liv, din Død,
Verdens Storme aldrig brød
den Guds Fred, du i dit Sind
trofast havde lukket ind.

Da du stod i Livets Vaar,
drømte du dig gyldne Kaar
under Kunstens Tempelhvælv,
henad Poesiens Elv. 

Men i ydmyg Tro til Gud
tavs du adlød Pligtens Bud,
Hammer du for Pensel tog.
Livets Mønt med den du slog.

Knap af Ord, i Tanke klar,
mild af Sind, til Handling snar –
saadan stod du Livet ud,
saadan staar du nu for Gud. 

For din rige Kjærlighed
takkende vi knæler ned,
naar dit Støv er lagt i Grav,
lyser den paa Mindets Hav. 

Afglans af din stærke Tro
skal med Gjensynshaabet bo
i vort Bryst, mens Tiden gaar,
til vi alle Maalet naar."

(Sønnen var journalist Henrik Strandvold)  

Kobberstik af Niels Hansen

Den gamle Dalby-Smed
Et Hundredaars Minde

(Afskrift af friskolelærer Anders Klinkbys artikel i 'Fyns Tidende' den 1. oktober 1918.)

"Den 2. Oktober 1818 blev Niels Hansen født, og sidst i September 1890 døde han i sit gamle Hjem derude paa Hindsholm, hvor Slægten før ham havde levet i Aarhundreder. Kort efter hans Død fremkom i 'Højskolebladet'  (1891/nr.7) en længere Beskrivelse af hans Liv og Færd saavel som om hans Begravelse. Her kun en kortere Omtale i Anledning af 100-Aarsdagen.

Selve Smedien, hvor han havde sit Værksted og daglige Slid, er for flere Aar siden revet ned, og en ny bygget uden for Byen; men den gamle sammenbyggede Smedegaard, hvor han og hans mange Søskende er født, ligger endnu vel vedligeholdt i den gamle oprindelige Stil midt i Byen tæt op til Sognets Skole og Kirke. En Søstersøn af ham, Jakob Larsen, fik den efter Morbroderens Død, først i Fæste og siden i Eje, og der har siden i denne Bolig været drevet en ret betydelig Virksomhed; først  havde Brugsforeningen her Lager- og Uddelingssted, og nu har Hindsholms forholdsvis store Telefoncentral Bopæl her. Og dette kan være betegnende som en Slags Fortsættelse af den gamle Niels Hansens Arbejde; thi han var ikke blot en almindelig Landsbysmed, men noget af en Rimsmed og noget af en Kunstsmed og havde mange forskellige Interesser.
Fra Fødslen af var han bestemt til Smed. Det havde Faderen Hans Simonsen , f. 1782 og farfaderen Simon Jacobsen, f. 1739, været, og i flere Slægtled tilbage havde man drevet samme Haandtering.
Hans Simonsen blev i Aaret 1813 gift med Johanne Nielsdatter fra Over Kærby, og de fik i alt 9 Børn: 5 Døtre og 4 Sønner, men de tre Drenge, der alle var opkaldt efter Farfaderen, døde alle som smaa, og kun Niels levede som eneste Søn. Det betragtedes da som selvfølgeligt, at han maatte fortsætte sin Faders Gerning. - Han fik kun tarvelig Undervisning i Almueskolen, men da han var en meget begavet og videlysten Dreng, fik han senere lidt privat Undervisning hos Sognepræsten, der allerede ved hans Konfirmation havde skrevet i Skudsmaalsbogen, at han var "en Prydelse for Dalby Menighed". Al sin Fritid  benyttede han nu til Læsning og Selvstudium; men det kunne Faderen ikke rigtig lide, og han maatte tidligt i Værkstedet for at hjælpe ham, hvad Drengen vel ogsaa gjorde, men som oftest med Ulyst.
Allerede som ung havde han begyndt at skrive Smaadigte, deriblandt ogsaa et religiøst Digt, som han fik optaget i 'Nordisk Kirketidende'. Han blev stærkt paavirket af det grundtvigske Livssyn, som da allerede havde begyndt at kaste sine første Straaler ud over Hindsholm. Det var paa denne Tid, i 1836, han fik Lov til sammen med Sønnen fra Mosegaarden, Povl Rasmussen, at gøre en Fodtur til København, og navnlig besøgte han her Magister Jakob Kr. Lindberg, der retledede dem i Byen, viste dem mange Seværdigheder, og Niels Hansen fik her det første Indblik i Kobberstikkunsten, der siden blev ham en kær Fritidssyssel. Det var for øvrigt ogsaa Lindberg, der senere raadede ham til at rette sig efter Faderens Ønske med Hensyn til at vælge Livsgerning, og dette slog Hovedet paa Sømmet, saa han gik ind i Smedien, om ikke med Lyst, saa af Pligt.
Og Faderen, der nu var blevet gammel, kunne ogsaa trænge til Afløsning. Niels Hansen tog da sin Pligtgerning op med Troskab og drev Forretningen i mange Aar til Beboernes Tilfredshed, men glemte derfor ikke sit Fritidsarbejde.
Under Treaarskrigen maatte Gerningen afbrydes, idet Niels Hansen blev indkaldt som Soldat. Han deltog bl.a. i Fredericiaslaget 6. juli 1849 og slap taaleligt derfra, men af den stærke Kanontorden fik han dog nogen Mén paa Hørelsen, saa han siden ikke kunne høre Fuglesang, som før havde glædet ham saa meget. Nogen rigtig rask Soldat var Niels Hansen dog næppe. Han længtes stadig efter Hjemmet, skrev og hjemsendte en Sang fra Felten, som han kaldte: 'Soldatens Hjemvé', og hvoraf her kun anføres et Vers:

 'Du kære Plet, som saa min Barndoms Himmel

og saa min Ungdoms tit forvovne Drøm,

adskilt fra dig i Verdens vilde Vrimmel

hendrages jeg af Tidens stærke Strøm;

jeg ved ej, hvor den sig mod Klippen bryder               

som knuse vil det svage Kar af ler;

dog over alt mig Hjemmets Stjerne fryder

i hver en Dal jeg Hjemmets Dale ser.'

Mens Krigen stod paa, døde ogsaa begge hans Forældre, og efter Fredericiaslaget blev han syg, angrebet af Gigt og maatte i længere Tid indlægges paa Sygehuset.

Da han kom ud derfra, blev han om Efteraaret hjemsendt fra Tjenesten, og nu ind under Jul, 22. december 1849, holdt han Bryllup med sin Ungdoms Brud: Hansine Adolfine Henriksen, en Skolelærerdatter fra Sletten, med hvem han havde været trolovet i 6 aar. Dette Ægteskab havde hans Forældre tidligere sat sig imod; men nu, de var døde og borte, kunne intet være til hinder, og et langt og hyggeligt Samliv førtes derefter hos Smedens i Dalby gennem 40 aar.

Da Kold kom til Dalby i 1852, blev han ofte en kærkommen Gæst i dette hjem, og særlig var Povlsen-Dal og Smeden rigtig gode Venner, der havde saa mange fælles Interesser, hvilket bl. a. Svend Grundtvigs gamle danske Folkemindesamling bærer vidne om, - her hvor de begge fortæller saa mange sagn om fynsk Folketro og Kirkevarsel.

Det blev en Selvfølge, at Smeden sendte sine Børn i Friskole, og da Kold brød op fra Dalby, var Smedens ogsaa en af de Familier, der købte og overtog Friskolen efter ham. Niels Hansen var da vist ogsaa Sognebaandsløser til Provst V. Bloch i Kerteminde, og da Valgmenigheden blev oprettet derude, var han en af de virksomste Deltagere heri.

Men det højtideligste Øjeblik i hans Liv var sikkert nok, da den anden Valgmenighedspræst derude, Niels Lindberg, i 1880 udgav sit videnskabelige Værk: "Templet i Jerusalem og Forsoningsdagen hos Jøderne", og bad ham om at stikke Kobbertavlerne dertil. Denne Bøn opfyldte Niels Hansen med Glæde. De tre Kobberstik, der fulgte Bogen, var ogsaa fortrinlig gjort; han kom herved til at indfri noget af den Gæld, han fra sine unge Dage mente at staa i til Niels Lindbergs Fader. - Det var ellers kun mindre Plader, mest med Blomster og Blade, Fugle og Dyr eller smaa Landskabsbilleder, han syslede med, naar han tog fat paa Gravstiften. Lidt Fotografi, Tegning og Maling lagde han sig ogsaa efter, og ved alle disse Fritidssysler var han rigtig i sit Es.

Hans Hustru overlevede ham, men blev til sidst ganske blind. De havde 7 Børn, som de var meget glade for, men de fleste døde tidligt; kun en Søn overlevede dem begge. Han havde gode Evner, og til ham knyttedes store Forventninger. Ved Faderens død skrev han ogsaa en lille Sang, hvis Slutning lyder:

' For din rige Kærlighed

takkende vi knæler ned,

naar dit Støv er lagt i Grav,

lyser den paa Mindets Hav

Afglans af din stærke Tro

skal med Gensynshaabet bo

i vort Bryst, mens Tiden gaar,

til vi alle Maalet naar.'

To Sønnesønner, den ene i Amerika, den anden i København, har ønsket, at Mindet om deres Bedstefader maatte fremdrages nu ved Hundredaaret efter hans Fødsel, og i flere Søskende- og Familiehjem derude paa Hindsholm vil Mindet om 'Morbror Niels' da ogsaa nok leve med Ære i kommende Tider".   
A. Klinkby.

Niels Hansens originale breve til J. C. Lindberg (1837-1841) opbevares på Det Kgl. Bibliotek. Disse breve er blevet "oversat" af Holger Pedersen (maj 2007) og kan læses på flg. adresse:

http://home20.inet.tele.dk/hxv/GENEALOGY/niels_hansen_til_magister_lindberg.pdf

(p.t. er denne hjemmeside ikke tilgængelig) 

Tilbage til Hans Simonsen og Johanne Nielsdatter (forældre)

Til Niels Hansens søskende

Til startside med oversigt