|
Dalby Sogn |
 |
| Dalby Kirke |
|
Dalby Sogn |
|
| Dalby Kirke |
(Beskrevet af Provst Bøgh, Kerteminde, ca. 1770, gengivet i:
"Skjønne Efterretninger", af Birgit Bjerre)
"DALBYE, et Hoved Sogn, der ligger
midt paa Hindsholm, en god Miil fra Kierteminde: Dalbye, en god og stoer Bye.
Moesgaard eller Mosegaard, en skiøn Gaard, som har sine Lycker for sig selv;
men regnes dog som en anden Bondegaard til Dalbye, da den ligger paa en Udkant i
Enden af Byen. Hersnappe er og en stoer Bye, ved hvilken ligger en Vejrmølle,
dog paa Scheelenborg Hoved-Gaards Grund. Birchebierg Gaarde, det er Birchebierg,
bestaaende af toe Gaarde.
Kirkens Patron er CammerHerre Baron Schach Brochtorf, som og ejer heele Sognet, undtagen toe Gaarde i Dalbye, toe i Hersnappe, og de toe Gaarde i Birchebierg, som alle sex høre til Broelycke".
En
beskrivelse af sognet i 1950-erne
(Trap Danmark)
Dalby
Sogn i Bjerge Herred omgives af Viby og Mesinge sogne, Dalby Bugt og Stubberup
Sogn.
Areal:
987 ha.
Befolkning:
1801: 412
1850: 595
1901: 636
1930: 641
1950:
652,fordelt på 179 husstande.
I 1925 deltes Dalby-Stubberup Kommune i to selvstændige kommuner. Dalby
udgør sammen med Stubberup ét pastorat.
Erhvervsfordeling
i sognet i 1950
329: Landbrug m.v
145: Håndværk og industri
28: Handel og omsætning
32:
Administration og liberale erhverv
22: Transport m.v.
75: Aldersrente, formue, pension
21: Ikke opgivet erhverv
I alt 652 personer
Sognets byer
Dalby.
Landsbyen er kendt fra 1348. Den blev udskiftet 1799 (hovedsageligt fra Baroniet
Scheelenborg).
I Dalby er der sognekirke, valgmenighedskirke fra
1898, sogneskole fra 1892, udvidet 1916 og 1942, friskole fra 1852,
forsamlingshus fra 1912, udvidet i 1929 med kommunekontor og vandrerhjem,
el-værk, andelskølehus fra 1951, frugtsalgsforretning fra 1942, telefoncentral
samt jernbanestation med posthus og telegrafstation. Indtil 1914 var Dalby
endestation for Odense-Kerteminde-banen. Den udvidedes til Martofte i 1914.
 |
 |
| Dalby station og trinbrættet i Hersnap (Kilde: www.evp.dk) | |
Hersnap
Landsbyen er kendt fra ca. 1300 under navnet Hersnabe. Den blev ligeledes
udskiftet i 1799. Der er vandværk, andelskølehus, oprettet 1951, og trinbræt.
Birkebjerg
Landsbyen er kendt fra 1488 under navnet Berckebierg. Birkebjerg blev udskiftet
senest 1780. I 1950 lå børnehjemmet 'Sødinge' stadig der. Det blev oprettet
af Knud Rasmussen, tidl. lærer ved Sødinge Friskole.
Syd for Dalby har der ligget en lille landsby, Dalbythorp. Mosegården, i 1425
Mosegarth, er den sidste rest af denne landsby.
Elev i Dalby Skole
omkr. 1830
(fortalt af Niels
Hansen)
(Fra 'Friskolefolk II' ved Anders Uhrskov, udg. 1931)
Niels Hansen (1815-1893) var søn af væver Hans Christensen, der var bror til Lars Christensen, der overtog Flægkærgård og altså fætter til Kristen Larsen. Han har fortalt om skolen i Dalby, hvor bl.a. også fætteren, Mosegårdssønnerne og 'smedens dreng' (Niels Hansen) fik deres skoleoplevelser. Ved at læse denne beskrivelse forstår man endnu bedre disse mænds begejstring for friskoleidéen. De var blandt mændene, der stod bag, da Kold oprettede sin første friskole i Dalby i 1852.
 |
|
Dalby Skole og kirke |
Et
uddrag af artiklen:
"....Da jeg var 7 år, kom jeg i skole hos Thiis Martin Reichstein, og der
i Dalby hos ham gik også alle mine brødre. Læreren var slem til at banke
børnene, men vi fik ikke mange bank, fordi vi var nabo til degnen, som kom
omtrent hver dag hos os og fik sin snaps. Vi havde også let ved at lære vore
lektier og blev øverst i klassen. Jeg havde lidt frisprog og hvem der kunne
give en gås, høns, æg og andre slags fødevarer, fik ikke så mange bank. Men
den som intet kunne give, regnede slagene ned over hver skoledag. Jeg kan huske
, at jeg tit græd over dem, når de fik bank. Tre gange husker jeg, at jeg blev
revset alvorligt. Den ene gang ville jeg tage en anden dreng i forsvar, han
mødte på skole med en trøje, som var i stykker, skønt degnen havde befalet
ham at få den gjort i stand. Degnen tog da tampen frem og ville gå løs på
drengen, hvis moder var fattig og måtte gå ud hos andre folk for at tjene
føden. Så sagde jeg, at den stakkels dreng kunne jo ikke sy sit tøj selv, og
degnen løb da hen og slog mit hoved ned i bordet, tog mig i håret og dunkede
mit ansigt ned flere gange med sådan kraft mod bordet, at min næse blev helt
flad, så min moder kunne se det, da jeg kom hjem. Det varede flere dage, inden
degnen derefter kom til mit hjem, da han var bange for, min fader ville skænde
på ham..
Det var et
forlangende fra degnen , at vi
drenge skulle levere riskoste til at feje skolen. Vi gik da og skar toppen af
alle vore piletræer, men min fader sagde en dag til mig, at det skulle jeg ikke
gøre, men kunne sige til degnen, at det ikke stod i skoleloven, at vi skulle
fly koste til læreren. Da så jeg og en anden dreng (Niels
Hansen), søn af smeden, som også var nabo til degnen, kom til skolen uden
at have koste med og afleverede den hilsen, som både min fader og smeden (Hans
Simonsen) havde givet os med om skoleloven, da kan det nok være, at degnen
blev gal, og skønt vi var de to
øverste i klassen og altid kunne vore lektier, fik vi prygl af stokken, som han
havde i hånden, først jeg, så smedens dreng, og atter jeg, til stokken gik i
stykker, mens han gentog: "Jeg skal missæl lære jer og vise jer, hvad det
er ikke at have koste med!" Nu blev han imidlertid bange og turde ikke
komme til os, og da han indfandt sig, fik han mange skæld af min fader og
måtte bede om forladelse....
En kæmpe var han,
og sine store næver brugte han til at banke med, foruden at han havde en tynd
tamp, en tyk tamp af reb og en stok. Det var en sjælden dag, at tampen ikke
blev brugt, og mest gik det ud over fattigfolks børn, fordi de ikke kunne give
ham noget. Ingen kunne rose sig af, at de havde gået fri for bank. Han slog med
tampen, til de var både blå og gule, og der kunne ligge store vabler på
brystet af slagene på ryggen......
En fader, hvis dreng var blevet banket, så han kom hjem både blå og gul, gik til degnen for at klage, men denne blev så gal, at han tog fat i manden og smed ham ud af døren efter at have fravristet ham en lommekniv, han holdt i hånden. Degnen meldte sagen til øvrigheden, viste kniven frem og sagde, at det var voldeligt overfald, så manden blev indkaldt og skulle møde i retten på tinghuset næste dag, men natten før hængte han sig. Et pigebarn slog han omtrent helt tosset, hun fik bank hver eneste dag og blev derefter smidt ud i et lille hul ved siden af skolestuen. Hun var tungnem og kunne ikke lære sin lektie, den lille Marie Kirstine fra Hersnap....."
Efter flere lignende
eksempler slutter Niels Hansen således:
"Det var underligt, at sådan en mand kunne blive skolelærer, for han
kunne næsten intet lære os. I regning kunne han ikke så meget som jeg, ikke
engang reguladetri kunne han med brøk, og jeg havde tit min morskab af at bede
ham vise mig, hvordan jeg skulle
bære mig ad med regnestykket. Han svarede: "Det må du missæl da vide,
når du er kommen så langt i regnebogen."
Hans skrift var også dårlig, og det eneste, han kunne, var at lære os at
remse vore bøger op og banke med tampen.
Præsten, vi havde, var ikke stort bedre. Han sparede ikke at give på øret, og
vi var så angst, at vore lemmer rystede, når vi skulle til eksamen....."